Når hunde hvalpen kommer i det nye hjem

Et par linier omkring  hundehvalpe, og hvad de som regel kan af goder og unoder, når man får dem hjem som 8 - 12 uger gamle.

Et par tips til at lette indflytningen i det nye hjem skal der også gives med på vejen. God fornøjelse med jeres nye familiemedlem.

Spisevaner

De er som regel vant til at spise tørt foder, og skal udover det bare have adgang til rigeligt med vand, små tyggeben. Pinde af den model man kan få i Fakta og Netto er de også modne til som en slags beskæftigelse.

Ved træning og indlæring anbefales at der bruges godbidder, evt. kattekiks, eller noget den forbinder med ekstraordinær belønning. Slik og chokolade samt kager frarådes, da det desværre for nogle hunde kan være direkte skadeligt i for store mængder.

Legevaner

Den bør være vant til bamser, "pibedyr", bolde og små grene, den finder i haven. Hvis man har planter man er øm over anbefales at der holdes opsyn. Den bør kende til at få et nej, og ordene "føj" og "puh haa" kan bruges ved venlig men bestemt gentagelse, i de situationer man ønsker at et nej respekteres. Hvis den bider i bukseben, sko, hænder m.m. kan den sagtens forstå det, og den skal bare have ros når det lykkes at trænge ind hos den, og når den holder op med unoderne.

Der kan øves lidt med at lære den "sit" og "gi pote" - husk godbidder i starten.

Bemærk, at ved vild leg med børn eller andre dyr, samt hvis den bliver overtræt, kan den nemt virke overstadig og sådan "oppe og køre". Dette er en naturlig reaktion for hvalpe, og klares nemmest ved at tage den op på skødet og kæle den roligt på brystet imens man snakker beroligende med den. Den vil alligevel ikke kunne forstå at man råber af den i sådanne situationer, da den blot vil opfatte det som en endnu vildere udgave af legen. Den vil derfor bare blive forvirret hvis man så skælder den ud bagefter.

Husk at hvalpen er mentalt kun en baby endnu, selv om den prøver at virke sej.

Sovevaner

Den skal helst have et sted med et tæppe den forbinder med sit eget. Dette vil også hjælpe gevaldigt senere i livet, da man kan vænne den til at ligge og tygge ben og andet gris der skal spises på tæppet. Ligeledes kan man altid have en rolig hund ved ferier, rejser og/eller familiebesøg. Ved blot at tage dens eget tæppe med, kan den nemt finde ro.

I den første tid hjemme kan det godt være at den skal sidde og nusses på skødet indtil den er faldet i søvn, hvorefter man putter den.

Den vil være forvirret over ikke at have moren og alle sine søskende at støtte sig til, den kan derfor godt pibe og lyde noget så ked af det, men tag ikke og pylre den alt for meget, for det er lidt ligesom med et barn, at hvis den kan se at det virker, så udnytter den det helt sikkert til at få lov til at sove i mors seng.

Hunden som familie medlem

Nogle lader hunden få lov til at komme med op i sofaen og/eller sengen. Det er et valg man må gøre sig hver især, men det er vigtig at hunden ved om den må eller ej, så den ikke bliver forvirret. Dette gælder i øvrigt i ethvert henseende, at hunden bliver nødt til at få at vide hvad den må, for at kunne forstå at den har gjort noget den ikke må.

Generelt er det altid godt at hunden ved at menneskerne spiser først, går ind og ud af døre foran den, og i det hele taget bestemmer hvad der skal ske, ved at være den der giver hunden gode oplevelser. Ved f.eks. lufteture, strandture, hundetræning og lignende vil hunden få et naturligt forhold til at man er den gode leder den følger af lyst og hengivenhed, og ikke af tvang.

Mere info om positiv hundeopdragelse vil løbende blive udgivet på www.designerhunde.dk

Om forfatteren

Opdrætter hunde indefor muskelhunde genren, med hovedvægten lagt på det gode udseende, og det blide vindende væsen.