Gardasøen – Nord-Italiens Perle

 

Gardasøen er Italiens største sø. Gennem århundreder har søens fantastiske beliggenhed og smukke omgivelser inspireret et utal af kendte forfattere og kunstmalere.

Gardasøen er et fantastisk turistmål, der både byder på gamle hyggelige byer og moderne faciliteter på hotellerne, spaerne og kurbadene. Det er et alsidigt rejsemål, hvor du finder ro og afslapning, men også et varieret natteliv.

Fra området er det let at tage på spændende udflugter op i Dolomitter bjergene eller en tag en tur til nogen af de mindre søer som Tenno, Ledro og Iseo. De helt store oplevelser og kulturelle seværdigheder finder du i Verona og Venedig, men glem ikke at tage turen ned ad Mincio floden til Mantova, hvor du finder blomsterparken ’Parco Sigurta’, samt det spændende vinområde Colline Moreniche.

Mod Nord og Vest rejser bjergene sig lodret op fra søbredden og det er en imponerende køretur til Riva gennem tunneler og med flot udsigt.

Søen er kun 4-5 km bred i den nordlige ende, men her er den til gengæld op til 370 meter dyb. Mod syd er søen derimod 12 km bred på det bredeste stykke og her er der knapt så dybt. Gardasøen er hele 50 km lang og det er kun i rigtigt godt og klart vejr at man kan se søen i hele længden.

Vejene omkring Gardasøen kan være snoede og der er mange tunneller på begge sider af den nordlige del. Det er med til at gøre køreturen både langsom og spændende, så vær opmærksom på at en tur rundt om søen kan tage sin tid.

Området er et foretrukket weekend opholdssted for beboere i Milano, Verona, Brescia og andre byer i området, så vær forberedt på lange bilkøer i weekenden.

I Danmark er Gardasøen mest kendt som et rejsemål for den ældre generation, men der er tilbud for alle aldre. I dag er søen et af de hotteste steder at prøve hanggliding, paragliding, windsurfing eller mountainbiking. Den nordlige del er især velegnet til windsurfing på grund af de særlige vindforhold, der er masser af vind i sejlene!

Det milde klima, den rige vegetation, de mange spor fra antikken og den gæstfri befolkning gør Gardasøen til et internationalt anerkendt rejsemål.

Om forfatteren

In-Italia.dk arrangerer feriebolig udlejning ved Gardasøen og i Toscana.