Skriv en kort artikel

Virker det uoverskueligt at skulle skrive en artikel? Hvis du holder dig til følgende opbygning, er det hurtigt gjort, og du får en god artikel ud af det.

Begynd med det væsentligste

Når du vil skrive en artikel, så start med at find titlen og temaet. Titlen kan godt være midlertidig. Du kan altid forbedre den senere, når artiklen er skrevet.

Research

På dette tidspunkt er det muligt, at du skal lave noget research. Print sider ud, som du finder på nettet, lav evt. et notat på papiret, så du kan se, hvilken artikel det skal bruges til. Det er nemlig meget muligt, at du finder andre interessante ting under din research, og disse ting kan du måske bruge til en senere artikel.

Opbygningen af artiklen

Dernæst skal du finde alle underoverskrifterne. Skriv dem op på samme papir som din titel. Lav god plads imellem underoverskrifterne. Efterhånden som skelettet på artiklen bliver skrevet, bliver det lettere og lettere at skrive hele artiklen. Det er blot at fylde ud.

Notater

Når du har opbygget skelettet for artiklen, dvs. du ved, hvilket tema du vil skrive om, du har overskriften og underoverskrifterne, du har læst om emnet, så er det på tide at skrive notater imellem underoverskrifterne. Hvad vil du have med her? Og hvad skal der stå noget om der? Brug gerne god tid på denne fase. Det vil spare dig for meget spildtid senere. Lad papiret ligge frem. Mens du klarer madlavningen, kommer du måske i tanker om noget, der skal med i artiklen, og så kan du lige plotte det ned i det rigtige afsnit.

Skriv artiklen

Når du mener, at du har fået alt det med i artiklen, som er nødvendigt, og evt. har slettet det, du finder overflødigt, skal du skrive artiklen. Du har overskrifter og notater, så dette led tager normalt ikke så lang tid.

Rediger

Læs artiklen igennem og se, om du finder indlysende fejl. I så fald retter du dem. Herefter er det godt at lægge artiklen til side i hvert fald et døgns tid. Efter 24 timer vil du se på artiklen med friske øjne, og du vil lettere få øje på knudrede sætningsdannelser, stavefejl, grammatiske fejl eller andet, som du skal have rettet. Kan du få en anden til at gennemgå artiklen også, er det en god ting.

Overskrifterne

Som en sidste afpudsning af artiklen skal du kigge på overskrifterne. Det er vigtigt, at titlen, overskriften, er fængende, så folk gider at læse artiklen. Brug gerne spørgsmål i overskriften. De er især gode, hvis læseren ikke bare kan svare ja eller nej til spørgsmålet. Hvis du kan pirre læserens nysgerrighed, vil du have ham fanget.

Om forfatteren

Britt Malka er forfatter, hovedsagligt for Forlaget Libris. Hvis du vil læse flere artikler, så besøg hendes hjemmesider: www.tips-og-tricks.com - gratis tips til computer og internet. www.netpenge.info - gratis e-kursus i kunsten at tjene penge på nettet.
www.artikelpuljen.dk - gratis danske artikler - brug dem på din hjemmeside, eller skriv dine egne og få trafik til dit site.