Valg af content management System (CMS) til hjemmesiden

Når du skal lave en hjemmeside - og vedligeholde den bagefter - har du to muligheder:

  1. lav det hele i hånden. Så skal du kunne kode
  2. find et system der klarer det tekniske. Så skal du kunne skrive

Et system, der klarer det tekniske er et Content Management System. Men hvilket system skal du vælge?

Hvad er et CMS?

CMS står for Content Management System, altså et system til at håndtere indhold. I bred forstand kan det være hvilket som helst indhold til hvilket som helst medie. I denne artikel koncentrerer vi os om at vedligeholde indhold på en hjemmeside.

Hvorfor skal jeg have et CMS?

Fordi det er let.

Har du ikke et CMS har du ingenting, og så skal du selv kunne HTML-koder, lægge sider op på en FTP server, og måske endda programmere. Det skal du ikke nødvendigvis, når du har et system, der kan ordne det meste for dig.

Før du kan finde det rigtige CMS skal du afdække dine behov. Først herefter kan du vælge det system der passer til opgaven. I artiklen koncentrerer jeg mig om gratis systemer til en lille, en mellemstor og en stor opgave.

Der er hundredevis af systemer at vælge mellem. Det kan du forvisse dig om ved at besøge CMS Matrix, hvor du kan sammenligne mere en 600 forskellige systemer.

Afdæk dine behov

Inden du forelsker dig i et bestemt system skal du finde ud af hvilke behov systemet skal dække.

  • er det kun dig, der skal vedligholde hjemmesiden - skal I være mange der vedligeholder hjemmesiden
  • skal vedligeholderne kunne redigere i alt, eller skal der kunne sættes begrænsninger op, så de kun redigere "deres eget" indhold
  • skal systemet hænge sammen med andet, fx regnskabssystem (lagerstyring, ordrer), mail-system, interne databaser
  • hvor meget skal de besøgende på hjemmesiden involveres (debatforum, kommentarer, chat med support/kundeservice/mm., spil og konkurrencer)
  • skal ALT på hjemmesiden holdes i samme design, eller skal enkelte dele kunne gives et andet design

Det er spørgsmål som disse du skal kende svarene på inden du vælger CMS.

Eksempler på opgaver og valg af systemer

Den simple hjemmeside

Til den funktionsmæssigt simple hjemmeside er der ganske beskedne krav. Der er ikke behov for et stort debatforum, der er primært tale om envejskommunikation, til gengæld skal det være let at oprette og vedligeholde indhold, også når der er mere en én der skal vedligeholde sitet.

I dette eksempel kan det være en boligforening, den lille til mellemstore virksomhed, der mest vil informere fremfor involvere, den private hjemmeside eller foreningen.

Et godt valg kan være det danskudviklede Fundanemt.

Systemet giver mulighed for at vedligeholdere kan tildeles deres eget "område", som de får ansvaret for, fx en afdeling i en forening. Der er en række "moduler", små programudvidelser, der giver øget funktionalitet, fx et modul til fil-download, en gæstebog, et nyhedsmodul mm.

Fundanemt er et simpelt system, som man alligevel kan nå ganske langt med. På systemets hjemmeside er der links til hjemmesider der gør brug af Fundanemt.

Den lidt større hjemmeside

Øges kravene til hjemmesidens funktionalitet og der er behov for omfattende muligheder for at skræddersy og udvide systemet til sit eget behov kan Joomla! anbefales.

Systemet har et hav af udvidelsesmodulder, både gratis og kommercielle, og kan bruges til alt fra den personlige hjemmeside, blogs over foreningers og virksomheders funktionelle interaktive hjemmesider med e-handelsløsninger (med Dankortbetaling) til det mere community-prægede og portalagtige.

Der er et meget stærkt community omkring Joomla!, og sjovt nok er det mest aktive ikke-engelske forum faktisk det danske. Derfor er der ganske god hjælp at få når det bliver nødvendigt.

Joomla!s svaghed er brugerstyring. En bruger kan enten ingenting, noget eller alt. Det er ikke muligt at tildele en vedligeholder sit "eget ansvarsområde", der er samme adgang til alt indhold. Udviklerne er opmærksomme på dette problem og der arbejdes på at finde en god løsning.

Den helt store løsning

Systemet der kan alt (sådan opleves det) er oprindeligt også dansk udviklet. Det hedder Typo3 og giver rige muligheder for at tildele rettigheder helt ned på enkelte elementer på en side.

Typo3 kan bringes til at snakke sammen med andre systemer, fx regnskabssystemer, medlemssystemer, webservices og meget mere.

Systemet er i sig selv gratis, men træerne vokser ikke ind i himmelen. Netop fordi det kan så meget tager det noget tid at lære systemet at kende.

Igen er der et basis-system, der kan udvides nærmest i det uendelige med både gratis og kommercielle plug-ins. Og hvis det ikke er nok, er der konsulenthus, der - for penge - kan hjælpe en med udviklingen af sit Typo3-site.

Om forfatteren

Kim Malchau har i mange år arbejdet med internetudvikling og CMS-systemer, både gratis og kommercielle systemer.

Til hverdag er han decentral webmaster og it konsulent. Han har haft eget webdesignfirma og designer og vedligeholder i dag en række hjemmesider for såvel foreninger som private firmaer.