Følg Dit Hjerte

At følge sit hjerte

Ordene kommer sporløst krybende hen over papiret som en flok dræbersnegle i fløjlssokker - i rolig vished om at indeholde al succes's DNA og med en selvfølgelighed som om de ejede stedet: ".. følg .. dit .. hjerte!"

Den magiske besværgelse dukker op hver gang vi åbner en bog eller brochure om personlig udvikling; ordene spiller på vores følelser, fordi de handler om både mål og midler i vores jagt på selvudfoldelse.

Så hvordan lærer vi at blive bedre til at følge vores hjerter?

Lad os begynde med at få noget inspiration - fra en pige, der i slutningen af mit sidste skoleår gav mig et eksempel på at følge sit hjerte, som jeg aldrig glemmer.

At (for)følge sin udkårne

Marlene gik i min parallelklasse; hun havde langt lyst hår og et drømmende udtryk i øjnene. Hun var hvad man kalder enfoldig, og nød det privillegium at gå rundt og opføre sig aldeles uskyldigt – uden, som vi andre, at blive afkrævet en passende portion teenagesarkasme.

Drengene fra parallelklassen opfordrede med mellemrum Marlene til at gå modeshow i klassen, og jeg husker tydeligt første gang jeg så det. Pigerne i klassen sad med himmelvendte øjne og et dæmpet kor af “Aaj, hvor er I lede" til drengene, der piftede opmuntrende til Marlene.

Det virkede ikke til at Marlene syntes det var ledt: stolt som en dronning, og med et smørret, hemmeligt smil, som om det hele var næsten for godt til at være sandt, gik hun rank op og ned gennem rækkerne af skoleborde, iført sit lilla sjal, der flagrende efter hende som et sørøverflag.

Hele seancen varede et par minutter, og når klokken havde ringet ind til næste time sad hun, let rød i kinderne, og smilede henført for sig selv.

Jeg så hende normalt kun i fransktimerne, hvor de to klasser var slået sammen, og vi sad ved siden af hinanden. Det blev hurtigt tydeligt at Marlene syntes godt om mig, hvilket resten af klassen ofte gjorde mig pinligt opmærksom på. "Hvad så, Marlene? Skal I giftes?"

Hun sagde ikke meget, med sad bare og så salig ud, især når jeg havde glemt mine franskbøger og vi begge to skulle læse af hendes bog. Hun havde en aura af noget rent og engleagtigt over sig, og hvis jeg kunne se auraer, tror jeg at hendes ville have set ud som lyset fra en blændende stadionprojektør, der stråler ind igennem glasmosaikken i en kirke.

Festen 

Vi var nået til slutningen af skoleåret, da en klassekammerat ringede mig op med triumf i stemmen: forældrene var væk i weekenden, så nu havde vi chancen for at holde årets fest. Klassekammerater blev inviteret, alkohol købt ind, musik nøje udvalgt, og begejstringen holdt i live med en påpasselig opmærksomhed som normalt er forbeholdt ens 2-3 første kæledyr.

Det var vigtigt med forberedelserne, for de helt rigtige piger ville komme; piger, der med et enkelt blik kunne få dit kognitive apparat til at smelte om til en defekt chip på et lykønskningskort, og efterlade dig med skærende pibestemme og intelligens som et stykke pap.

Den store dag oprandt, og jeg var på vej gennem villakvarteret hvor min kammerat boede, da jeg rundede et hjørne og stødte på Marlene. Det var første gang jeg så hende udenfor skolen.

Hun var ude at gå tur med en kæmpestor Sankt Bernhardshund, med en tunge på størrelse med en dørmåtte dinglende ud af gabet. "Hej Jakob", sagde hun med et overrasket smil. Hundens store øjne så anerkendende på mig, og jeg tænkte et kort øjeblik at Marlene havde udpeget mig på klassebilledet og at hunden genkendte mig.

Vi skulle samme vej og fulgtes ad et stykke vej uden at sige noget.

Som vi gik der i forårssolen indså jeg pludselig, med mange af klassekammeraterne i farvandet, at nogen ville se os. Sammen. Jeg gik ikke længere på fortorvet, men på en bjergkam i den sociale verdens yderområder: når du er 17 og på vej til årets fest, så kan du ikke troppe op på dørtrinnet med Marlene og hund.

Dommedag nu

Tilfældighedernes ocean skyllede ind over mig,; jeg kunne vælge at lade mig opsluge eller jeg kunne gøre noget. "Øh, jeg har har lidt travlt, Marlene", begyndte jeg undskyldende, "Jeg skal skynde mig, så .." Marlene nikkede bare: "Ok."

"Godt reddet", tænkte jeg og satte farten op. Jeg var ved at løfte hånden op til en afskedshilsen, da Marlene rullede hundesnoren en ekstra gang rundt om håndleddet og accelererede; hun havde åbenbart tolket min afvisning som en anmodning om at sætte tempoet op.

Så nu gik vi der - åh så yndigt - og meget hurtigt hen ad fortorvet.

Hvis jeg syntes situationen havde været kritisk for et øjeblik siden, så var den lige blevet værre: hvordan skulle jeg nogensinde forklare min opførsel: at jeg kommer tonsende igennem villakvarteret med Marlene og en Sankt Bernards hund?

At vi smålunter afsted sammen som et indgroet kærestepar?

Situationen blev gennemstrømmet af en følelse af uvirkelighed, som i en drøm, hvor surrealistiske bizariteter både kan og vil ske; jeg begyndte at løbe. Marlene begyndte at løbe. Det hele foregik i slow motion. Nu løb vi sammen gennem villakvarteret, forbi de pæne huse med deres nydeligt klippede hække: mig, spurtende afsted som gjaldt det mit liv, og lige i hælene Marlene; med et henrykt smil og røde kinder, så fuld af glæde, som om vi var på stranden for første gang siden havene var tøet op og strejfede kåde omkring vandet til tonerne af "Chariots of Fire".

Bag os kom hunden, hoppende op og ned som et kæmpe egern, tungen slaskende ud af munden, med et ustyrligt grin i sit store hundehovede.

At finde ind til dit hjerte

Der er mange måder vi kan komme i kontakt med vores hjerte på - gå en lang tur i skoven eller parken, snakke med vores partner, med en ven, slukke for TV, mobil og computer, sætte os ned i nogle minutter uden at gøre noget, lytte til noget af det musik som rører os mest, som får os til at føle os stærke og ægte, og spørge os selv: "Hvad er det jeg vil have i mit liv?"

Og så kræver det mod at følge sit hjerte; vi er måske nødt til at gøre nogle ting, eller være på en måde, som andre ikke synes er cool, og vi tillægger ofte andres mening om os stor værdi.

Hvis vi ikke tænker over hvad andre tænker - hvis vi som Marlene går modeshows og forfølger vores udkårne med et rent hjerte uden frygt og bagtanker - så behøver vi ikke så meget mod (fordi vi ikke producerer så meget frygt).

Men når vi kun er optaget af at bevare vores "cool" over for andre, så betyder det samtidigt at vi må ignorere en masse andre ting - fx de ting der betyder mest for os. At følge vores hjerte betyder derfor at vi må finde modet til at handle på budskaberne fra vores indre, også når de står i modsætning til vores ønske om at se godt ud i andres øjne;

Hvis vi ikke går helhjertet efter det vi vil have - så ender vi med halvhjertet at løbe fra alle de ting vi ikke vil have.

Og livet følger efter :)

Om forfatteren

Jakob Liebe Hansen, 35 år, er cand. mag. i Kognitiv Semiotik. Besøg hans hjemmeside på www.liebecoaching.dk og prøv Øvelse i at følge dit hjerte.