Hvad er psykoterapi?

En måde at se det på, er følgende:
At gå i terapi er som at få sit hus isoleret.
Det sviner, det koster kassen lige nu - men på sigt skulle det gerne give mere varme i stuerne og en mindre varmeregning.

Hvem får sit hus isoleret?
- Det gør de, der er trætte af, at det trækker ind og er koldt.
- De, der synes at deres varmeregning er for stor.
- Eller de, som er miljøbevidste.

Hvad skulle forhindre, at man sørger for at få isoleret sit hus?
- Man har simpelthen ikke råd til investeringen. Man vælger at betale den løbende høje varmeregning.
- Nogen synes, at isolering er noget nymodens pjat: Man har altid levet fint med dobbeltmur og forsatsvinduer.
- Og nogen er bare ligeglade….

Hvilke fordele er der ved at isolere sit hus?
- Allerede fra den første dag efter at håndværkerne er færdige, kan man bedre regulere varmen.
- Efter en periode, hvor man har betalt af på investeringen, kan man se på sin bankkonto, at de løbende udgifter er blevet mindre.
- Man har begrænset CO2-udslippet, og gør dermed noget godt for miljøet

Det er på nøjagtigt samme måde med psykoterapi:
- Det kan godt se ud, som om det kunne være slemt og hårdt.
- Nogen har en fornemmelse af at der vil blive rodet gevaldigt op i smertefulde oplevelser fra tidligere.
- Man ved, hvad man har, og ved ikke, hvad man får.
- Men på sigt skulle det meget gerne vise sig at livet bliver både lykkeligere og lettere.

Mange psykologer arbejder med syge mennesker, der vil være raske (eller som er tvunget i behandling).
De fleste terapeuter arbejder med raske mennesker, der vil have det bedre i deres liv.

En psykoterapeut er til stede i nuet sammen med sin klient.
Terapien skulle gerne føre frem til en mere tiltrækkende tilstand for klienten, så vedkommende bliver mere levende og bevidst.
Kunne du tænke dig at det var lettere at være i stand til at vælge og sige fra (at sætte grænser over for andre)?
- At der var mere overskud og større lykkefølelse?
- At blokeringer og begrænsninger blev opløst?
- Større intensitet/autensitet og mere formål med livet? Både i forhold til børn, ægtefælle og i arbejdsrelationer!

Så er terapi en god investering i fremtiden.

Om forfatteren

Helse- og Business-Coach, samt Psykoterapeut